Mord i Arresten

ISyddansk Universitet laver sommercamp for unge mellem 12 og 16 i Arrestmuseet den 4.-5. august 2008

I samarbejde med Faaborg Gymnasium og Faaborg Kulturhistoriske Museer laver Syddansk Universitet i år sommercamp i Faaborg Arrestmuseum. Campen er et undervisningstilbud til alle unge mellem 12 og 16, som har lyst til at prøve rigtig efterforskning ved hjælp af naturvidenskabelige metoder. De unge skal med hjælp fra universitets forskere opklare et fiktivt mord, hvor de blandt andet får lejlighed til at arbejde med fingeraftryk og dna-analyser.

Gennem campen håber universitetet at gøre flere unge interesserede i at tage en lang videregående uddannelse indenfor naturvidenskab.

Det er første gang, at universitetet lægger campen uden for universitetets mure, og det var åbenbart en klog beslutning. Tilmeldingerne er strømmet ind, så der for længst er lukket for flere tilmeldinger. Flere har endda spurgt, om de kan komme på venteliste.

Museet vil, når campen er overstået, drøfte mulighederne for en indlejring sammen med universitetet og gymnasiet.

Allerede i september måned er der imidlertid en ny mulighed for at være med til at opklare et mord. Som en del af børnekulturfestivalen i Faaborg laver museet sammen med Faaborg-Midtfyn Ungdomsskole et forløb, hvor unge skal tilbage til tiden lige efter Anden Verdenskrig og opklare et mord i datidens Arresthus. Her skal de blandt andet afhøre arrestforvareren, indsatte og meget mere. Læs mere her.